Dagpenge

Hvis du har været udsat for en arbejdsulykke, og du er ude af stand til at genoptage dit arbejde, har du ret til dagpenge.

Dagpengene udgør pr. time det samme beløb som den til enhver tid gældende arbejdsmarkedsydelse, og udbetales bagud hver 14.dag.

Beregningen af det beløb, du skal have udbetalt, sker på grundlag af det gennemsnitlige antal timer, du har været beskæftiget pr. uge inden for de seneste 13 uger. Det gennemsnitlige antal timer pr. uge kan ikke fastsættes til mere end 40 timer og ikke mindre end 20 timer.

Retten til dagpenge

Retten til dagpenge er betinget af, at det ved en lægeerklæring dokumenteres, at du er uarbejdsdygtig som følge af en arbejdsskade.

Erstatning for varige følger af en arbejdsulykke

Hvis du får varige helbredsfølger af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, har du ret til en godtgørelse for varigt mén. Godtgørelsen beregnes på grundlag af méntabellen og en speciallægeerklæring.

Hvis din erhvervsevne er nedsat som følge af en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, har du ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningen beregnes på grundlag af din årsløn og på grundlag af en vurdering af, hvad du kunne have tjent, hvis du ikke havde pådraget dig en arbejdsskade. Hvis du er sikret under Gruppeforsikringen er der særlige regler om årsløn.